Jeg bruger en Stanley Fatmax 1,0 HK 6 L kompressor, købt hos Harald Nyborg for ca. 1.000 kr. Den har en tank på 6 liter og har et maksimalt tryk på 8 bar. Den kan desuden producere 105 liter pr. minut.
Kompressoreren er oliefri, hvilket den skal være, når man arbejder med fødevarer.
For at være på den sikre side - i forhold til at undgå at få vand i pistolen - er det en god idé at tilkøbe en vandudskiller til kompressoren. Den kan man også købe hos Harald Nyborg (for ca. 230 kr.).
Ved tilslutning af vandudskilleren til kompressoren kan det være nødvendigt at bruge pakningstape for at få tilslutningen helt tæt. Man har desuden brug for en ekstra brystnippel (1/4" han - 1/8" han) for at kunne tilslutte pistol-slangen til vandudskilleren.
Der findes naturligvis andre egnede kompressorer end den Stanley Fatmax, jeg bruger. Uanset hvilken kompressor, du køber, er det min anbefaling, at den skal kunne levere et tryk på minimum 3 bar og kunne producere minimum 80 liter pr. minut (og selvfølgelig være oliefri).
Hvis du vil vide mere om de airbrushpistoler, jeg bruger, kan du læse herom i blogindlægget Airbrushpistoler.